Anmeldelse af Flachau
Af Kasper Thorborg, var sidst på ski i Flachau i januar 2016
Skiområdet i og omkring Flachau er uden tvivl blandt mine egne personlige favoritter.
Jeg har selv været der rigtig mange gange, og har også tidligere boet og arbejdet som skiinstruktør i Wagrain, som hænger sammen med Flachau. Så jeg har selvfølgelig stået rigtig meget på ski i Flachau også, og jeg kan derfor varmt anbefale Flachau til alle, næsten ligegyldigt hvilket niveau og erfaring man har på ski. Selve Flachau er også en super hyggelig by, med rigtig god stemning. Langt de fleste af vores hoteller og lejligheder ligger meget centralt, og i gåafstand til liften, hvilket er rigtig dejligt. Og det bedste er at hele området hænger sammen, så man ikke skal med skibus osv. Bare op med liften, og nyd det store skiområde og utallige pister i alle niveauer.
PISTERNE: |
INDKØB: |
||
LIFTSYSTEMET: |
AFTERSKI: |
||
BØRN: |
AKTIVITETER: |
||
ØVEDE: |
SHOPPING: |
||
HYGGE: |
Skiløbet:
Skiløbet i Flachau er efter min mening blandt det bedste i hele Østrig. Området hænger 100 % sammen med Wagrain og St. Johann im Pongau, og er tilsammen et af de største områder i Østrig. I Flachau tager man en lift op nede fra byen, og når man kommer op på toppen, har man hele det store og sammenhængende skiområde foran sig. Pisterne ved Flachau er meget lange og mange af dem er virkelig bredde som en motorvej. Fra toppen og ned mod byen er der mest blå og røde pister, så der er noget for alle. Har man lyst til at komme lidt længere ud i området, er det også ligetil. Man kan nemlig stå på ski hele vejen til Wagrain, og videre til St. Johann im Pongau – og selvfølgelig tilbage igen. Det er en rigtig lang tur, hvor man virkelig kan få kørt nogle kilometer på ski. De gange jeg har taget hele turen på en gang, har jeg i hvert fald haft ømme ben sidst på eftermiddagen og om aftenen. :-)
Hvis man har børn eller begyndere med, vil jeg helt sikkert anbefale området ved ”Rote 8’er”.
Det er rigtig nemt at komme til fra toppen af liften ved Flachau, hvor man kan stå på ski direkte dertil på kort tid. Dog er det øverste stykke fra toppen og ned til midterstationen en smule stejlt nogle steder. Synes man det er for stejlt, kan man i stedet tage en skibus dertil – det tager ca. 5-10 min. Der er normalt ikke så mange mennesker ved ”Rote 8’er”, men området er fantastisk for børn samt begyndere. På liftens midterstation er der et virkelig godt område for de mindste med transportbånd osv., og turen ned i dalen, er en længere og rigtig god tur som ikke er alt for svær.
Afterski:
Afterskiing bør foregå på Hofstadl der ligger lige neden for WM pisten og Starjet 1 liften. Stemningen på Hofstadl er altid helt i top fra sidst på eftermiddagen til først på aftenen. Hvis man er i Flachau og ønsker at opleve ægte Østrigsk afterskiing, så skal man helt sikkert besøge Hofstadl.
Et andet godt sted er Dampfkessel, som ligger lige nedenfor Spacejet 1 liften. Hvis solen skinner er det et fedt sted, hvor man kan sidde udenfor, og der er ofte live musik. Helt vildt hyggeligt.
Inden for køreafstand
Flachau er en del af Ski Amadé. Det betyder at liftkortet man får i Flachau gælder til hele Ski Amadé. Så hvis man en dag har lyst til at prøve noget andet, så kan man tage bilen og køre til et af de andre områder i nærheden. Der ligger mange forskellige områder tæt på Flachau, ca. 30 minutter til 1½ times kørsel derfra. Det kunne fx være Schladming, Bad Gastein eller Maria Alm.
Hvis I ønsker andre store områder, som også har mange piste km., så vil jeg anbefale WAGRAIN, SCHLADMING eller WILDER KAISER.